Jeg vidste ret hurtigt, at den var gal

Det er mærkeligt at man kan være syg i hovedet

Mathilde fortæller om fordomme, og at hun selv havde forudindtagede holdninger da hun blev indlagt bl.a. sammen med mennesker med skizofreni. En lidelse hun har svært ved at forstå: “Også fordi det er så forskelligt, hvordan man er syg”.

Jeg blev kaldt anoreksi-pigen

Mathilde fortæller om sin indlæggelse på psykiatrisk hospital, hvor hun bl.a. mødte en plejer, der konsekvent kaldte hende for ‘anoreksi-pigen’. Henter du lige noget vand til ‘anoreksi-pigen’, kunne hun finde på at sige. Det var simpelthen så nedværdigende lige pludselig bare, at være sin sygdom, fortæller hun.

Jeg gik i Rema 1000 bare for at kigge på mad

Mathilde svarer på, hvad det indebærer at have anoreksi: Det er noget, som går ind og erstatter alle dine andre tanker. Hun fortæller videre, at hun vidste den var gal, da hun begyndte at gå i Rema 1000 hver dag efter skole for at kigge på mad.

Hvornår er noget sundt, og hvornår er det sygt?

I starten af sit sygdomsforløb oplevede Mathilde at få ros for sin livsstil: “Ej, hvor er du sej, at du er ude at løbe kl. 6 om morgenen, og ikke spiser alt det dér…” siger Mathilde og fortsætter: Jeg tror, vi skal passe på med at rose hinanden med de der ting. For hvornår er noget sundt, og hvornår er det sygt?

Jeg kunne ikke løfte et spædbarn

Mathildes nevø blev en afgørende faktor i hendes helbredelse. Da hun ville løfte ham op som nyfødt, var hun så svækket, at hun ikke kunne. Hun fortæller: Det var virkelig voldsomt for mig. Shit, så er den virkelig gal, for det vil jeg kunne, sagde hun til sig selv. Mathilde peger også på musik som en anden ting, der har hjulpet hende til at få det bedre.

Det bliver kun bedre, hvis man selv gør noget

Mathildes bedste råd er, at man husker, at man selv skal gøre noget, for at få det bedre. Hvis man først tænker, at man er fanget i noget eller har en sygdom, så skal der gøres noget, siger hun.

Vi skal alle igennem alvorlige perioder i livet

Jeg tænker positivt om mit sygdomsforløb. Det har givet mig stor bevidsthed om mig selv og mit sind, siger Mathilde om sin spiseforstyrrelse. Hun er glad for at have overvundet en så svær sygdom i så ung en alder – og ved nu, hvad der er godt og dårligt for hende.

Hvorfor blev netop jeg ramt?

Jeg tror helt klart, at jeg har et misbrugsgen, siger Mathilde. Hun oplevede anoreksi som en form for misbrug, og er ikke i tvivl om, at hendes misbrugsgen, er en del af årsagen til, at hun blev ramt af en spiseforstyrrelse.

Vær ikke bange for psykiske lidelser

“Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige!” Det har folk sagt til Mathilde, når de efterfølgende har forholdt sig til hendes sygdomsperiode. Hendes respons er: Man behøver ikke at sige noget – bare lad vær med at gå væk!

Jeg ville gerne have vidst…

At blive rask var udfordrende for Mathildes identitetsfølelse: Jeg fik en følelse af, at jeg var kedelig, hvis jeg levede normalt. Mathilde siger, at hun dengang gerne ville have vidst, at livet også bare kan være kedeligt og trist, og at der ikke er noget farligt i det.

Jeg havde ikke lyst til at være til stede mere

Jeg var væk, jeg troede ikke jeg kunne blive rask. Jeg havde ingen livslyst. Mathilde fortæller, hvor hårdt sygdommen tog på hende: Det var ret skræmmende. Jeg havde ikke kræfter til andet end at skade mig selv.

Jeg tænker hver dag på, hvad der er godt for mig

I dag er anoreksien væk. Mathilde tænker ikke på mad mere. Den selvskadende adfærd er heller ikke en del af hendes liv mere. Ligesom man siger, at en alkoholiker stadig er alkoholiker selvom han er ædru. Sådan ser jeg også mig selv.Jeg ved, at jeg godt kunne falde tilbage, siger hun.

Jeg blev indlagt og tvangsfodret i 5 måneder

Jeg troede, jeg skulle være indlagt et par dage. Mathilde fortæller om, hvordan hun blev indlagt på en psykiatrisk afdeling. Hun kunne ikke længere overbevise folk omkring sig om, at hun havde det okay. Lægerne kunne se, at hun var så svækket, at hun var i fare for at dø. Mit hjerte fungerede ikke. Mine organer fungerede ikke, og der blev jeg bange, fortæller Mathilde. Jeg blev lagt i en seng, og overvåget 24 timer i døgnet og blev tvangsfodret med sonde.

Var det mig?

Jeg havde det som om, jeg stod og kiggede gennem en dugget rude ind på mit liv. Sådan oplevede Mathilde perioden med anoreksi. Hun har mange sorte huller, hvor hun ikke husker noget, og de minder hun har, er sammensmeltede og tågede. Mathilde fortæller også, at hun kan blive ked af det og vred over den måde, hun blev behandlet på som patient.

Det kan gå væk: Jeg har det godt med min krop

Mathilde oplever ofte, at personer med anoreksi spørger hende, om det virkelig er muligt, at de negative tanker kan forsvinde: Det kan de. Jeg tænker ikke på det mere. Jeg tænker ikke på mad. Jeg tænker ikke på min vægt. Jeg har det godt med min krop. Jeg har det godt med mig selv.